Gris i grønt & syltede gulerødder
Den gode tartelet i nye klæder - serveret med sprøde hjemmelavede butterdejstrekanter
Antal personer: 4
Ingredienser
- BUTTERDEJ
- 250 g hvedemel
- 250 g smør
- 1,25 dl vand
- 1 tsk salt
- 2 piskede æggeblommer
- HAMBURGERRYG
- 800 g hamburgerryg
- FYLDET
- 500 g nye danske kartofler
- 500 g hele, friske ærter
- 2 bundter persille
- 300 g nye danske gulerødder
- 2 spsk æbleeddike
- AFSLUTNING & SERVERING
- 125 g smør
- 50 g mel
- 8 dl kogevand
- 2 dl fløde
Fremgangsmåde
Butterdej
Rør vand, salt og mel sammen med 50 g smør. Dejen æltes til en sammenhængende masse, rulles til en lille firkant på 15 x 15 cm og sættes på køl i en halv time.
Med en ostehøvl skæres tynde skiver af 200 g koldt smør, som fordeles på halvdelen af overfladen af dejen. Dejen foldes over smørret og rulles ud i rigeligt mel til en størrelse af cirka 30 x 30 cm. Derefter foldes dejen på midten og rulles igen ud til 30 x 30 cm. Det er vigtigt, at denne proces, som skal gentages 5 gange, udføres i raskt tempo, så smørret ikke når at smelte ind i dejen.
Når dejen er foldet sidste gang, rulles den til en tykkelse af cir- ka 0,5 cm. Herefter skæres den i stykker af cirka 8 x 12 cm. Stykkerne pensles med æggeblommer, bages gyldne og sprøde ved 200 grader i en forvarmet ovn og skæres derefter fra hjørne til hjørne, så du får trekanter.
Hamburgerryggen
Hamburgerryggen dækkes med vand og koges i cirka 20-25 minutter. Lad den hvile i 25 minutter i den varme gryde på slukket blus. Gem kogevandet.
Fyldet
Halvdelen af gulerødderne skrubbes og skæres i tern. Kog dem i letsaltet vand i 2-3 minutter. Hamburgerryggen skæres i tern og de nye kartofler skrubbes, koges og halveres. Ærterne pilles, og persillen hakkes.
Halvdelen af gulerødderne vaskes grundigt og strimles med en tyndskræller (eller kartoffelskræller) til lange tynde strimler. De marineres i en smule æbleeddike.
Afslutning og servering
Smelt smørret i en gryde, tilsæt mel og varm det igennem. Tilsæt 8 deciliter kogevand fra hamburgerryggen i gryden lidt efter lidt under omrøring. Kog saucen i cirka 10 minutter og vend grøntsager og hamburgerryg i.
Tilsæt fløde og persille og smag retten til.
Pynt med de syltede gulerødder, server retten i gryden og spis butterdejstrekanterne til.
Det smager øffeligt!